30/10/2024 0 Kommentarer
Julen har englelyd - koncertforeningens kor og Sions solister
Julen har englelyd - koncertforeningens kor og Sions solister
Kom og hør en palet af skønne europæiske juletoner fra ikke færre end 5 århundreder! Den livlige Hodie Natus Est (I dag er Kristus født) er skrevet af den nederlandske Jan Pieterszoon Sweelinck i 1600-tallet. Og mindst lige så gammel er den irske Wexford Carol og den oprindeligt tyske En rose så jeg skyde, som siden også er blevet en fast del af det danske julerepertoire.
Koncerten indeholder desuden flere engelske Christmas carols og korværket Fantasia on Christmas Carols, komponeret af den engelske komponist Ralph Vaughan Williams og første gang opført i 1912. I dette værk indgår ikke mindre end fire kendte carols. Endelig vil der være mulighed for at synge med på nogle smukke danske julesalmer. Koncerten varer ca. en time.
Medvirkende:
Dirigent Leon Reimer, Organist Bo Riemer, Koncertforeningens Kor og kirkesangere fra Sions Kirke Simon Victorson og Helena Bjarkadottir
Om koret: Koncertforeningens Kor har eksisteret i over 50 år og har omkring 60 faste medlemmer. Koret har gennem årene opført et bredt repertoire af både a cappella-koncerter og store klassiske værker med professionelle solister og orkesterledsagelse. Mere om Koncertforeningens Kor på deres hjemmeside kkor.dk.
Om dirigenten: Leon Reimer er musikuddannet i Skotland (University of Glasgow), hvor han har arbejdet med orkester- og kordirektion i en årrække. Han kom til Danmark i 2022 og blev i 2023 optaget i dirigentklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Foruden Koncertforeningens Kor dirigerer Leon også kammerkoret Laetitia Musica og Gråbrødre Kammerkor. Mere om Leon Reimer på hans hjemmeside: leonreimer.com
Organist Bo Riemer akkompagnerer et antal satser og spiller desuden en advents-improvisation. Sions Kirkes egne kirkesangere medvirker solistisk, bl.a. i Vaughan Williams flotte Fantasia on Christmas Carols. fri entré.
Kommentarer