Kalkmalerierne

Kalkmalerierne

 

Det er betydningsfuldt, at Valdemar Koch lod maleren Johannes Kragh (1870-1946) dekorere kirkens hvælv og vægge med monumental figurlig og ornamental udsmykning. Johs. Kragh var medhjælper hos Joachim Skovgaard i årene forud for udsmykningsopgaven i Sions kirke.

Kompositionens hovedværker er de to store billeder på kirkens østgavl og vestgavl, som begge går ud fra teksten i Matt.ev. kap. 24,29-31. På østgavlen ses foroven ”Menneskesønnens komme på himlens skyer”, og forneden flokkes de frelstes skarer, ”den store hvide Flok”. Vestgavlen er koncentreret om ”Dommedag”. Kontrasten mellem de to gavle er stærkt markeret: i øst ”den gryende Dag” med et væld af motiver – i vest ruger alene nattemørket med de vældige engle, som retter deres dommedagsbasuner mod de små menneskeklynger, der klumper sig sammen i de nedre hjørner:

Kragh beskrev selv sin idé med udsmykningen således:

Kompositionens grundtanke har været at holde menigheden for øje det store Enten-eller, at erindre såvel om målets højhed som om farens størrelse, at gøre nærværende for os de store muligheder til begge sider, hvor højt der er over os og hvor dybt under, en stemning af art som salmen: "Op dog, Sion, ser du ej / Sejrens palmestrø ` de vej", hvor det senere hedder: "Korset vel for øje står / langs med svælget vejen går".

Forbindelsen mellem de to figurrige gavle sker ved hjælp af udsmykningen af kirkens side vægge og hvælv: Ornamentikken er samlet om gjordbuerne og rygraden i tøndehvælvingen, men breder sig ikke ud over hvælvfladerne. De prægtige engle, der flankerer vinduerne, holder Kristi monogram i deres opstrakte hænder.

Med udsmykningen af Sions kirke for øje gjorde Johs. Kragh flere studierejser i Italien. Efter kunstnerens egne opgivelser påvirkedes han for østgavlens vedkommende navnlig af Orcagnas dommedagsbillede i Pisas "Campo Santo" og fra Fiesoles dommedagsbillede i Akademiet i Florens. De tolv engle over vinduerne er i familie med mosaikker i San. Prassede i Rom. Vestgavlen viser nogen påvirkning fra Signorellis fresker i Orvieto og måske fra Michel Angelos dommedagsbillede i Capella Sistina.

Arkitekt Valdemar Koch skrev således i " Tidsskrift for Kunstindustri", 1899:

Siden middelalderen er der ikke gjort noget forsøg på en gennemført figurlig dekoration af nogen dansk kirke før i den allernyeste tid... Sionskirkens dekoration bliver således en begivenhed i dansk malerkunsts historie".